Paul ringede i formiddags og fortalte at han var blevet udskrevet og ventede på kørsel til Lille birkholms omsorgscenter. Der skal han skal bo på ubestemt tid og modtage genoptræning mm. Det hedder et vurderings forløb.

Paul er fortvivlet og ulykkelig, men jeg gør hvad jeg kan.

På Hjerteambulatoriet.

Det så fint ud sagde hjertelægen, en fantastisk lettelse og en bekymring mindre for mig og min Jimmy.  Derefter inviterede han mig på brunch i restaurant Risico Herlev, som en ” forsinket mors dag gave, herligt, hyggeligt og lækkert.

Orkede egentlig ikke mere da Jimmy havde sat mig af på Tornerosevej, men min cykel stod og ventede. Først kørte jeg på kirkegården og vandede, så hjem i Paul lejlighed og pakke Hans tøj og ting, cyklede på apoteket efter hans medicin, handlede ind og hjem i lejlighed igen for at hente alt hvad jeg havde pakket til ham.  Nøjjjj min cykel er go’.

Øv altså, Paul havde fået en lille lejlighed UDEN altan og det var han meget ked af, meeeeeeeeeen VUPTI så fik han en bytter…-” Det er bare at åbne munden Paul sagde jeg, meget tilfreds med min hurtige indsats.. En fin sød lille lejlighed med altan han fik.

Helena og Sofie kom med Pauls computer <3

En meget træt Helle Cyklede hjem, før solen gik ned.

Endelig har jeg haft tidog lyst til at skrive videre på min bog . At se regnen falde på min rude, gjorde min dag så hyggelig. Jeg har fået mere ro og har lagt mine våben.

Undlod at gå ned i byen og stemme, vil ikke stemme på noget jeg ikke har forstand på, eller sat mig godt nok ind i,  Men jeg holder øje med resultaterne på tv.

Min søn Jimmy er i København og vi skal ses i morgen når jeg skal med ham på Rigshospitalet til kontrol af hjertet. Vi Besøger naturligvis også Paul. “To fluer med et smæk”

I dag var min opgave at skrive til Borgmesteren, hvilket jeg udførte til punkt og prikke, det blev en lang mail.

Paul har været på operations bordet og samtidig blev trådene på ben og armen fjernet under narkosen efter Pauls ønske så han ikke skal lide mere end nødvendigt !

Jeg fik nogle dejlig uventede sms’er fra mit barnebarn Phillip på 8 år i eftermiddags, det gjorde farmor rigtig meget glad, ønsker så meget at rejse hjem til dem alle i Esbjerg meget snart.

Ditte havde sidste dag i hendes 2 praktik på ungdomspensionen i dag ,som hun fuldførte med ubeskrivelig meget ros af kollegaerne, som meget gerne så at hun blev der.

Det skal fejres i aften, med en bytur sammen med en god veninde.

Mit barnebarn Sofie går på Kreativ Dramaskole her i Herlev, i dag Var Ditte og jeg nede i Medborgerhuset for at se Sofie spille engel i musicalen ” Forbandelsen”. En meget smuk, skør, sjov, og meget humoristisk fortælling om de Kongelige. Børnene var nogle fantastisk dygtige skuespillere og jeg fik Kuldegysninge flere gange fordi det var så rørende.   Sofie vidste ikke at vi kom, det var dejligt at se hendes glæde. Rosen som Sofie sidder med på billedet, var fra hendes kæreste Viktor som også sad imellem puplikum sammen med hans mor, “Deeeet’ er da sødt.

Jeg er meget stolt af min Sofie og det kan hun ikke undgå at mærke.

Ditte og jeg medbragte en fin lille gavepose til Sofie, med slik og sodavand.

I  eftermiddags blev jeg ringet op af en ” SØD” sygeplejerske som også passer Paul.

Konklusionen af vores samtale blev at jeg i morgen skriver til Borgmesteren her i Herlev og at Paul ikke kommer hjem til hans lejlighed direkte fra afdelingen, jeg er nød til at handle på Herlev kommunes SNÆVERSYNETHED og omsorgssvigt.

Pauls operation, blev udsat til i morgen.

I eftermiddags tog jeg en tur til Rigshospitalet og besøgte Paul.

Ved undersøgelsen af det betændte sår på benet, blev det opdaget at han også har en stor betændt kugle under et operations sår i lysken. Han fik antibiotika via drop imens jeg var der. I morgen skal Paul igennem den 6 operation på under en måned.

Jeg henvendte mig til en sygeplejerske for at spørge til Pauls videre forløb, hun fortalte at man fra afdelingen gerne ser at  Paul for muligheden for at komme på Rehabiliteringscenter, hvilket hun havde drøftet med Visitator i Herlev kommune som havde givet udtryk for at Paul får den hjælp som han skal ha og ikke behøver yderligere.  Jeg er træt af at bryde sammen og  diskutere med nogen som sætter spørgsmålstegn ved det jeg fortæller, hende her var skrækkelig og talte nedsættende til mig. Måske hun tænkte sig om, efter at hun spurgte mig om, hvem der så” havde sørget for hjemmepleje og alt andet fornødent, da man fra afdelingen ikke havde sørget for det da de sendte ham hjem.

” MIG” sagde jeg tudende.