Der er snart gået et halvt år siden at jeg skrev herinde og det har uden tvivl været godt med en pause.   

Den 28 Maj tog min lillebror Christian sit liv, på meget grufuld makaber vis.            Christian stak sig selv i hjertet flere gange med en køkkenkniv.                                Vi som står ham nærmest er ikke i tvivl om at  det var psykiatrien som svigtede.    Tilbage står hans tre børn, to børnebørn og os to søstre.  

Christian var hvad jeg vil kalde for “En stor mand” Som havde bygget to store firmaer op fra bunden og vindmøller.                                                                        Han boede i et stort flot hus i Holbæk, havde en yachts, motorcykel og kørte i en af de første Tesla’ er.

Christian var rig men manglede det vigtigste, kærlighed .                                      Han hadede at være alene, følte sig meget ensom i det store hus i Holbæk.            Der var mange værelser og  rigtig mange vinduer.                                                      Jeg havde ikke overnattet der en’ nat alene for det var ganske uhyggeligt når mørket faldt på, helt sort og ingen mennesker i nærheden kun marker og en kirke.                                                                                                                    Christian og jeg lignede hinanden på mange måder, han var også overtænkende, mistroisk og paranoid men også perfektionist, ordentlig, eventyrlysten og en meget bekymret mand.                                                                                                  Jeg tror at alt faldt fra hinanden den dag han blev ladt alene efter et 10 år langt forhold med kvinden i hans liv. 

Min søster Sanne og jeg tog ofte toget hjem til Christian i Holbæk hvor vi  lavede havearbejde og lidt rengøring,  søster stod ofte for madlavningen, men skulle der laves store bøffer eller steg og hjemmelavet bearnaisesauce var det Christian, for så var han godt nok uerstattelig.                                                                                    Christian var for det meste en varm og kærlig mand, i hvert fald over for os og vi elskede ham.                                                                                                            Søster og jeg kom altid for at overnatte hvilket Christian satte stor pris på.            Men pludselig en dag blev han anderledes, var ude af stand til at tænke klart og fungere normalt,  han følte sig overvåget og jaget, var konstant i bevægelse og troede at vi kun var ude på at få ham slået ihjel, Christian var skræmt fra vid og sans og det blev kun meget mere grusomt.  ………………………………………………………………… Fortsættes