Min lillebror nåede at være indlagt på “Røde papirer” (  Den lukkede )  En del gange.                                                                                                                                 I starten kunne lægerne ikke finde ud af hvilken diagnose de skulle stille så han fik heller ikke noget medicin som kunne give ham ro, de ligesom prøvede sig frem.                                                                                                                                  Jeg husker tydelig den første gang jeg var med på Psykiatrisk hospital i Slagelse, da han så mig, Tobias og Andreas komme turde han ikke være alene med os, men bad personalet om at blive.                                                                                              Han blev dog tryggere ved vores nærværd efter noget tid i det kolde samtale lokale som vi havde fået stillet til rådighed og alt det kaffe vi ville drikke.

Det var ubeskrivelig hårdt at se ham stå i døren som snart ville blive lukket og låst når når vi forlod ham.                                                                                                En stor ulykkelig skræmt mand, min elskede lillebror.                                                                                                           

Christian var meget syg og han tabte sig næsten til ukendelighed.                            For maden var forgiftet, medicinen ville han heller ikke røre for det var udelukkende kun noget de gav Christian for at slå ham ihjel,  var han overbevist om.                                                                                                                                   Alt hvad vi medbragte at slik kager og sodavand smed han ud.                                Christian sov ikke men trådte rundt med bitte små skridt på sit lille rum og ville ikke ud derfra fordi at han mente at der var rockere på stedet  som ville slå ham ihjel.                                                                                                                               Hver aften sagde han til mig i telefonen at han ikke overlevede natten.                Der fulgte nogle dage hvor Christian var sikker på at personalet havde klædt sig ud og ville slå ham ihjel.                                                                                               En aften hvor jeg ringede til ham sad han et sted og frøs, så jeg måtte ringe til personalet og bede dem tage sig af ham, synes at jeg flere gange oplevede at han havde brug for dem, det var forfærdeligt at de ikke kikkede til ham, jeg blev rasende.                                                                                                                Christian sov jo ikke i flere dage, for der var kameraer allevegne sagde han, også bag spejlene.

Jeg vil løbende gå ind på denne beretning og opdatere sygdomsforløbet til den dag min lillebror tar’ sit liv.