Kærlighedens veje er uransagelige.
Det har jeg virkelig måtte sande.
Næsten det meste af 2025 har jeg nydt en blomstrende kærlighed, dog med ubeskriveligt mange brud.
Det er mange år siden at jeg har mærket en forelskelse så voldsom og har svært ved at tro på den nogensinde vil forsvinde fra mit knuste hjerte.
Lærte meget som jeg ikke ville være foruden, at føle mig som kvinde og at turde være min krop bekendt.
Så meget kærlighed jeg modtog, smukke komplimenter og rigtig mange flotte buketter blomster.
Med året fulgte meget sygdom og smerte for min lille trebenede gadehund Maya som jeg måtte lægge til hvile da det tilsidst var uværdigt og egoistisk at lade hende leve med de mange smerter hvor intet medicin havde nogen virkning overhovedet.
Den 13 Juni sov Maya stille ind her hjemme i min stue, jeg havde kontaktet en dyrlæge og hun gjorde det til en smuk afslutning på hendes liv.
Jeg begravede min trofaste ven ude i min have under et Piletræ.
Maya nåede at være mit lille adoptivbarn i næsten 5 år.
Det har været meget svært for mit barnebarn Chiara da de to voksede op sammen og var en stor del af hinandens liv men Chiara er med til at holde gravstedet fint og hun taler ofte med sin bedste ven.
Efter Mayas død begyndte søster og jeg at tage på Vores små mini ferier til Oslo og Marienlyst meget oftere.
En enkelt gang besøgte vi Sverige men den var ikke spor mindeværdig, jeg husker slet ikke hvad hotellet hed.
I Juni måned forsøgte jeg at ta’ mit liv, kunne ikke overskue livets ondskab, følte at døden var min eneste vej til at finde ro i sjælen og når lillebror kunne ta herfra så kunne jeg vel også.
Men sådan skulle det ikke gå.
Jeg slugte ellers alt hvad der var i skabet af sovemidler smertestillende og mod depression.
Der kom både politi ambulance og læge.
Jeg kunne hverken tale eller bevæge mig.
Blev kørt på hospitalet hvor jeg lå overvåget.
Man fyldte mig med kul og andet som skulle få mig til at kaste medicinen op.
Mine to døtre kom og mine ældste børnebørn Sofie og Cilina.
Derfra blev jeg overflyttet til Kas Ballerup, hvor jeg nægtede en tvangsindlæggelse.
Mine sorte tanker fortsatte det var som om at jeg ikke kunne komme videre i lang tid, det drænede mig fuldstændig og min læge ønskede mig indlagt.
På et tidspunkt var politiet også tilkaldt og kom faktisk for at få mig til at følge med, men brugte mine gode talegaver og snakkede mig fra det.
Jeg mistede kontakten til min søn og hans familie på bekostning af mit selvmordsforsøg, han var rasende over mit egoistiske valg.
Mit ustabile kærlighedsliv og savnet af mine børn og børnebørn var årsagen til mit fald.
Da jeg endelig var kommet nogenlunde op igen fik jeg en trang til at kaste mig ud i nogle udfordringer og som sagt så gjort.
Jeg deltog i en lille film som lettere påklædt på en strand.
Kort tid efter sprang jeg Bongy jump fra en kran i 69 m højde ud over havet på Refshalevej i København.
Året havde også sygdom som bekymrede mig, der var tale om “ Cervical Canser, Hpv type 18 som jeg havde døjet med i et par år.
Gynækologen skulle planlægge operation, det vil sige at fjerne min livmoder men da jeg mødte op til endelig afgørelse var virus forsvundet.
Min kære Gud passede atter på mig.
Den 8 September var 11 års dagen
for min ædruelighed.
Desværre har borderline og periodevis depression atter givet mig problemer med hensyn til mine medmennesker dog føler jeg selv at kunne gribe nogle voldsomme følelser før de flyver så langt at
jeg kalder dem mine dæmoner.
En meget stor glæde i året 2025 var at jeg fik kontakten tilbage med min søn og hans familie tilbage her ved juletid.
Min ældste datter har jeg ikke haft særlig kontakt med i et år nu , hvilket går hårdt ud over mig og de fire af mine børnebørn.
Min datter Ditte og jeg holder sammen, vores bånd er meget stærkt heldigvis.
Den 30 – 9 valgte jeg at få foretaget et ansigts og hals løft, jeg er ikke helt tilfreds endnu men der kan gå helt op til 6 måneder yderligere før det ikke forandre sig mere så der er lige tre måneder tilbage.
Min Lillebror Christian havde i sommers 1 års dødsdag.
Christian tog sit liv , da han flere gange stak sig selv i hjertet med en køkkenkniv.
Han efterlod sine tre voksne børn Andreas, Sandra og Tobias og to dejlige børnebørn.
Heldigvis er det lykkedes mig at få et stærkt bånd til den lille efterladte familie, så vi er blevet meget tætte og ses så ofte det er muligt.
Juleaften fejrede jeg hjemme hos Sandra i Ringsted sammen med hendes mand Raber, Tobias Ditte og Chiara.
Vi havde en super hyggelig Juleaften.
Jeg havde ikke så mange oplevelser
som statist og amatør skuespiller men fik i årets løb taget en del model billeder.
Årene som natteravn har rundet 68 vandringer på i alt 6 år, 2 måneder og 24 dage, så nu går jeg glædeligt videre ind i 7 ‘endene år.
Det er stadig mig som passer og står som ejer af familiegravstedet hvor min kære mor, far og lillebror Christian ligger begravet.
Og mine to elskede trofaste Tiny og Mickey.
Min bedste ven ligger jo lige henne på skovkirkegården, 2 min derfra.
Senere vil jeg fortælle jer om mine ønsker for dette år 2026 .
I kan være ganske rolige, for de ord fylder ikke så meget.
