Sommetider vælge jeg at være poetisk. Hvis jeg føler at der bliver for meget sorg og elendig i min hverdag, føles det nemmere at formulere det i et billedrigt metaforisk sprog.

Det kan være svært at male dagene i smukke nuancer, hvis det hele føles trist og gråt.

Jeg er træt at være forfulgt af onde ånder som konstant blander sig i min glæde. Det blir for meget.

Ude af øje ude af sind, passer desværre slet ikke.

Min Lillebror Christian, min datter Helena og nu Paul har jeg “igen måtte indse, ikke længere kan være en del af mit liv. Jeg spræller indeni , sån’ panisk over den primitive måde de handler og reagerer på. De gør så pokkers ondt og fortjener slet ikke mine tanker, men igen..Det gør jeg heller ikke.

Ditte’s lille hund Liva er snart 11 år, vi har haft hende siden at hun var to. Hendes knogler er slidt ned. I morgen afleverer jeg  hende hos dyrlægen, fastende til en røntgenundersøgelse.