Jeg er meget berørt over Statsministerens nytårstale.
At børnene endelig vil komme mere i fokus. Det skulle være sket for mange år siden. Men sker det ?….
Selv ville jeg ønske at mine børn var blevet skånet for mit misbrug. Hvem så det ? Nogen må ha’ set det.
Eller min egen barndom .
Dengang og måske også nu, lagde man meget mærke til om børnene var rene og pæne i tøjet og forældrene ligeså. Var man det, så alt jo fint ud. Udadtil.
Enlig mor, med to blebørn og hjertesyg dreng som skulle igennem flere operationen og 2 voldelige forhold. Det vidste man godt. Pædagogisk friplads fik jeg.
Skjulte mit misbrug og den elendige psyke som lå bag. Kun mine børn vidste hvor slemt det var. De led under mit misbrug, skaderne må jeg ta’ på mig.
Så mange familier burde få hjælp, men ingen ser det, eller ingen tør. Skoler og andre instituationer vender det blinde øje til og også tætte relationer og naboer. HVORFOR ?
Det er vores barndom som gør os til dem vi er.
Som at komme ud i trafikken og ikke overholde færdselsreglerne.
Store skavanker skal rettes til, så de små kyllinger kan komme hjem.
Det er ingen falliterklæring at indrømme sine fejl, men utilgiveligt ondskab ikke at gøre noget ved dem.