Den lange vej

Jeg vil blomstre , ej klippes for visne blade
lad dem være, de gør ingen skade
hvis du bare havde vandet dem godt
og ikke på jorden så voldsomt trådt

en lille engel boede i mig
til en dag den fløj sin vej
hvor blev de egentlig af
de minder om nat og dag

forår, kommer du
lad solens stråler, varme nu
vinden er stille, men jeg ved at det vender
med bankende hjerte og iskolde hænder

smukke klare stjerner
hygge af små lanterner
den røde sol som smiler til jorden
vandet som glimter smukt i fjorden

her er så stille, sol blev til regn
forstår det ikke, men det er et tegn
når skyerne driver bort og himlen atter er blå
de højeste grene jeg aldrig vil nå

Digt af Helle Marianne Dyrholm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.