Kære gamle måne

 

kære gamle måne ser du også mig                                                                                      i lyset af dig som leder min vej                                                                                                føler ingen frygt                                                                                                              nærmest ganske trygt

Os to i mørket, en storm af hjertets slag                                                                                en hvirvel af livets sødme, nydes med velbehag                                                                  mægtig, kraftfuld, uforudsigelige er facetterne dine                                                              for altid her hos mig, den stjerneklare nattetime.

 

 

Dagens lys

De vadede lige forbi os, en stor flok våde gæs
en vendte sig imod mig og gav et højlydt hvæs
Jo vidst jeg lidt urolig var, den gås var meget sur
men sammen med de andre gæs, blot på en vandretur

Dagens lys var smuk i dag, er glad for alt jeg så
og ikke kun blev liggende, lod tiden gå i stå
Du ligger trygt og sover, men passer godt på mig
min store kærlighed, uden dig forsvinder jeg.

Smukke drømme <3

Vil gerne gå en tur med dig
hvis du vil med den rigtige vej
dertil hvor solen altid stråler
glade mennesker der sidder og skåler

I græsset vi sætter os ned
jeg mærker din kærlighed
stemningen blir’ dejlig varm
når omkring mig du lægger din arm.

Et lille kys på min kind
lukker tusinde stjerner ind
vågner af drømme og ser
jeg er nød til at sove lidt mer’.

 Digt af Helle Marianne dyrholm

Den lange vej

Jeg vil blomstre , ej klippes for visne blade
lad dem være, de gør ingen skade
hvis du bare havde vandet dem godt
og ikke på jorden så voldsomt trådt

en lille engel boede i mig
til en dag den fløj sin vej
hvor blev de egentlig af
de minder om nat og dag

forår, kommer du
lad solens stråler, varme nu
vinden er stille, men jeg ved at det vender
med bankende hjerte og iskolde hænder

smukke klare stjerner
hygge af små lanterner
den røde sol som smiler til jorden
vandet som glimter smukt i fjorden

her er så stille, sol blev til regn
forstår det ikke, men det er et tegn
når skyerne driver bort og himlen atter er blå
de højeste grene jeg aldrig vil nå

Digt af Helle Marianne Dyrholm