Hvis vi er fysisk syge er der som regel hjælp at finde hos vores nærmeste.                    Men lider man af en mental sygedom hvad sker der så ?                                                  Min ustabile personligheds forstyrrelse, at  være paranoid, at stå ansigt til ansigt med  mine vrangsforestillinger  er svære at takle i min hverdag og især i forholdet til mine nærmeste.                                                                                                                        Ved ikke om jeg forstår dem, men Jeg har brug for min families støtte for at kunne leve et værdigt liv, men jeg render alt for ofte ind i ordene ” Stop så ! ” Stop dig selv, ” Tag dig sammen !                                                                                                                            Begår psykisk terror blir’ jeg fortalt.                                                                                    Ødelægger andres liv og forhold.                                                                                     De Ignorerer mig når jeg desperat  kalder på hjælp og ikke kan komme ud af mine voldsomme følelser og tanker.                                                                                            Det ender i uvenskab, voldsom uvenskab fordi jeg ikke bliver forstået er det svært at være i min krop uden at eksplodere.                                                                                  Bagefter sidder jeg tilbage med følelsen af at  jeg kun kan lave ballade og derfor forbereder jeg mig på at skulle leve alene.                                                                           Når jeg er faldet helt ned som jeg nok ikke er helt endnu, så er mine tanker omkring hvordan jeg kommer videre sammen med  Maya.                                                              Og alt det her sker igen og igen.                                                                                        For sådan har det altid været og altid vil.                                                                          Det er svært at tro på glæde, for den er altid kortvarig.                                                      Kun ganske få mennesker løfter mig op uden at sparke til mine ben først.                      En ud af ti mennesker med borderline begår fuldbyrdet selvmord og det forstår jeg.