Efter tre uger uden Ditte, intet opkald men korte ligegyldige svar, har tankerne været sorte fra jeg åbnede mine øjne.
Det har aldrig været sån’ med Ditte.
Vrede, skuffelse, magtesløshed, alt for mange tårer.
Følelsen af at være ligegyldig og ubetydelig er dræbende.
Velkommen til mine dæmoner.

“Spil noget musik orden din have eller gør noget som gør dig glad skrev hun….

Har været i parken sammen med Mickey, det hjalp lidt men så snart jeg sidder her igen falder mørket.

Er så træt af børn som fortæller mig, at de vil leve deres eget liv. Jeg gav dem livet og troede at det
var” Vores” sammen.

Livet var kun en drøm.
Et split sekund.