Efter to dage i tremmesengen, har jeg lovet mig selv at kravle ud af den i morgen. Min telefon har været lydløs hele dagen. Der blev råbt temmelig højt af mig igår for åbne vinduer, så lysten til at gå i haven er minimal. Synes at det er pinligt. Men det skal gemmes væk ikke snakkes om og jeg skal videre. Rart at jeg har haven til Mickey og Liva.

Dagen i morgen er jeg nød til at ta’ imod med et positivt sind, optimisme og min tro.