Jeg havde lavet en aftale med Helena om at køre en tur ud og besøge Paul her til aften. Ville gerne forsøge at stoppe ham i  hans plan om at lade sig udskrive imorgen tidligt.

Lægen har givet ham en sidste chance for bedring og det er til i morgen. Derfra får Paul amputeret benet. Han vil gerne hjem for at få klarhed over fremtiden, at tale med kommunen i fred og ro for derefter at lade sig indlægge igen.

Det er umuligt at tale ham fra det, det er Pauls beslutning.

Jeg har talt med sygeplejersken som passer Paul. De prøver naturligvis at få ham snakket fra det, hun mente at det var hans chok tilstand som gør at han tænker urealistisk. Hun vidste intet om hans plan, men jeg ringer jo til ham mange gange dagligt. Sygeplejersken mener at det slet ikke er sikkert han kan komme på benene. I mange timer er det blevet forsøgt at ta’ blodprøver fra Paul men tilsidst lykkedes det, han ligner en stik narkoman .Svært at forlade ham.

Jeg ringer jævnligt, venter på at høre svar fra blodprøverne

Ved bare ikke lige hvordan de skulle kunne gøre en forskel.