Lægen ringede til mig sent i går aftes og  fortalte at de undlod at scanne Paul da det ikke ville kunne hjælpe ham .                                                                                              Lægen vidste ikke hvad hun skulle stille op med ham, om han skulle hjem til egen lejlighed eller indlægges.                                                                                                    Beslutningen var min og jeg mente ikke at han skulle hjem da han  ikke ville kunne få  den hjælp og omsorg som han havde behov for døgnets 24 timer.                                    Ønsker for Paul at det allerede en af de første dage i ugen vil kunne lade sig gøre at få en plads på Hospice til ham.                                                                                               Akut modtagelse ville ringe til mig i nat hvis der skete ændringer med ham.                     Paul ville blive indlagt på 122 etage hvor jeg faktisk også arbejdede indtil  til år 2009.

Vågnede badet i sved i morges og sån’ var det også i går.                                                Da der ikke var blevet ringet fra Hospitalet i nat vidste jeg at Paul var nogenlunde okay.                                                                                                                                            Jeg cyklede derop i formiddags, Paul havde det betydelig bedre end da jeg forlod ham i går aftes men han kunne intet huske og havde en ide om at også jeg  havde været indlagt  forleden dag.                                                                                                           Mine piger, lille Noah, Nikolaj, Sofie og Annabell  kom også op for at besøge Paul, de blev et par timer.                                                                                                                  Da Ditte og jeg var alene sammen med Paul blev Ditte overfuset af sygeplejersken som passede ham, Ditte havde bare spurgt  om han ikke skulle længere op i sengen, da han lå helt krøllet sammen.                                                                                                        Sygeplejersken kom  kort tid efter og undskyldte sin opførsel og brød grædende sammen. Der er ikke nok personale  og hun ville så gerne gøre sit arbejde ordentligt hold op hvor var det synd.                                                                                                   Jeg er nød til at  barbere Paul for det gør man åbenbart ikke på hospitalet længere og patienterne kommer heller ikke i bad, men får en tur med vådkludene i sengene.             Så meget  er sket siden jeg arbejdede der.

Paul havde besøgende hele dagen, Jasmin kom også op og kikkede til ham.                  Egentlig skulle Else og hendes søster Pernille også havde været der til aften, men da Paul ikke havde fået sovet  lavede vi aftalen om til  i morgen .

Kærlige hilsner Helle