Jeg har lært meget om mig selv i de 3 dage. At være sammen med mennesker jeg elsker og holder af, der nærmest forsvinder og forvandles til fremmede, er skræmmende.
At Se hinanden fra en ukendt vinkel.

At gøre plads til  forskellighed.
At Kommunikere.

Aldrig at glemme kærligheden til hinanden, lige meget hvor håbløst  det føles.
Selv om vi har kendt hinanden hele livet, vil vejen altid være uendelig.

Noget er tabt, men meget er vundet.

Vågnede op med et positivt sind, behov for at være tilstede men også at føle mig tryg og ønsket.

Det har været en svær kombination og alt for nemt at fejle, når jeg vælter så hurtigt.

Tidliger på aftenen var jeg fast besluttet på at rejse hjem, havde pakket………….

Lige nu er jeg forhåbningsfuld, så mon ikke der kommer sommerbilleder og mere positiv læsning

Ved slet ikke hvad jeg skal gøre nu. Det hele er gået galt, skulle være blevet hjemme. Ville sådan ønske at kunne fortælle  jer det hele er skønt.

Rejsen hertil Læsø varede i 10 timer.

Følelserne sidder ude på tøjet. Det voksede i aftes, blev behandlet respektløst, ligegyldigt og latterliggjort. Ingen kan se hvor ondt det gør, hvor svært det er.

Må ligge på sofa i stuen.  “Snorker ! siger Ditte og at dobbeltsengen er for lille til os begge.

Vælter ind i mig selv med en voldsom vrede og er ulykkelig, kan ikke styre mine følelser. Ved jo de snakker om mig , at jeg er skrækkelig. Det føles meget ensomt .Jeg vil bare hjem.

Min verden er en kugle Er ikke nogens mor men en lille pige der bare sidder og tuder. Tag dig sammen blir der sagt.

Har det ikke så godt her til aften, vil lægge mig ned under dynen så bliver det nok bedre til i morgen, det er jeg sikker på.

ÅÅÅh min William var tidlig vågen. 6 timer er slet ikke nok til en gammel mormor der tar sovepiller. Vi nød morgenmaden på terassen. Han er så dejlig.

Uden at tænke over det, har jeg trappet dobbelt dosis ned af præparartet Lamotrigin, som skal mindske min konstante tankemylder og voldsomme følelses udbrud. Har ikke kunne forstå hvorfor kroppen i længere tid reagerede som om jeg havde indtaget noget giftigt. Helt tilfældigt så jeg det på æsken : 400 mg. Nøjj hvor er jeg lettet.

Det tar’ langt tid for mig at pakke til ferien, så jeg startede igår. Der skal ikke mangle noget.

Nu er jeg færdig med at bage chokolade kager med mandler, den er virkelig lækker. Jeg fryser den ned så den er frisk til rejsen på Lørdag.