I formiddags var jeg sammen med Paul på Bispebjerg hospital videncenter for sårheling. Der var ingen tvivl om at de er nødsaget til at amputere yderligere på de to” Ganske uhyggelige tær”. Paul havde håbet at han blev indlagt og det troede jeg egentlig også. Måske at den ene tå en dag ligger i sokken eller sengen…. Der er ventetid på operation.

Vi er trætte i dag mig og Ditte. Jeg lavede god og nærende mad til os. Laks, nye kartofler, salat, bønner og persille fra haven. Spiser ikke noget særligt alene.

1 Quetiapin Accord 25 mg og 2 Imozop gav mig meget hurtigt en behagelig ro og en lang søvn. Prøver at love mig selv at ingen skal få mig derud igen. I skal vide at alle jeres kærlige og omsorgsfulde ord har givet mening og noget tro. Der går nok tid før jeg får bearbejdet den mundfuld. Tid og ro. Nej jeg drak ikke en dråbe af den billige pap vin. Ærgeligt at jeg brugte mine sidste isterninger på det.

Da jeg vågnede op, var det som at ha’ moralske tømmermænd

Min første tanke var ” Hvad har jeg gjort”…..

En lille tur ude at gå med Mickey. Håber snart at han og Liva mærker at jeg er tilbage igen. Sidder i min hule fjernsynet kører, så  føler jeg mig ikke alene om mine tanker.Ville ønske at der fandtes en medicin som kunne kurrere mig, men psyk har sagt at alle midler er afprøvet.

Ryster så meget, ved ikke hvorfor jeg reagere sådan. Hældte vinen ud i vasken og har prøvet at sove. Ringede op på lænken men Gertie er gået på 3 ugers ferie. Sekretæren spurgte om jeg ville snakke med en anden hvilket jeg afslog.

Ønsker bare ro og at ha’ det godt, men her er så koldt.

5 år er lang tid og nej jeg har ikke gjort det godt.

Åbenbart ikke værd at elske. De glider fra mig som jeg troede aldrig ville svigte mig. Jeg kan ikke stoppe med at græde. To dage nu.

Har købt 2 pap hvidvin, lagt den ene i fryseren som jeg gjorde før i tiden. Nu står der en glas på bordet med isklumper i.

Bettina er en dejlig pige, jeg mødte hende nede i føtex hvor hun er medarbejder, Bettina prøvede at stoppe mig i at købe alkohol,for hun har samlet mig op en dag jeg lå på gulvet midt i forhallen på hospitalet.

Men når håbet er ude kan ingen stoppe den som ønsker en anden vej. Sig ikke at jeg skal være stærk, at jeg mister, for jeg har mistet nok nu og kan ikke mere. At være en dårlig mor som ikke fortjener kram og omsorg når livet gør ondt på grund af dem. At drikke dulmer mig væk herfra. Jeg kan sagtens fortælle jer hvordan det videre går, her på bloggen.

Lige nu sidder jeg med min kaffe, glasset står på køkkenbordet.

Har så svært ved at blive ignoreret, særligt når det er nogen som står mig nær. Prøvede at lægge mig ude i solen, det var svært i varmen .

Hvorfor tillader jeg andre at komme ind i mit hoved og gøre det hele så uoverskueligt. Velvidende om at jeg ikke kan håndtere det

Som timerne er gået er jeg blevet mere frustreret, gal og  ubeskriveligt følelsesmæssigt medtaget. Svært ved at være i min krop.

Opgivende !!