Ditte hentede mig efter arbejde så vi sammen kunne besøge Paul.                                  Pauls bror var hos ham da vi kom.                                                                                      Det glæder mig at de trods alt nåede at finde hinanden efter rigtig mange år.                    Paul forsvinder meget hurtigt,  han var kun vågen ganske få minutter imens vi var der.    Forsøgte at frembringe ord, men de ligesom blev klemt inde.                                          Men hvad ville du sige Paul, jeg er sikker på at du ville fortælle mig noget .                  Måske, når jeg er hos dig igen i morgen.

Pernille og søster Else hentede mig og Maya kl.12.                                                          Da vi ankom var Paul ved at få personlig pleje, så vi satte os ud i en lille have og drak kaffe.                                                                                                                                    Paul havde det dårligere i dag, han var meget træt, alvorlig og havde mange smerter.  Jeg hjalp ham med at spise, dagens frokost var grill mad men Paul spiste kun ganske lidt.                                                                                                                                      Vi havde vores medbragte madpakker med.                                                              Pigerne i plejen havde måtte vække Paul, så han havde ikke nået at få morgenmad.      Maya og Paul  nød hinandens selskab som altid.                                                              Jeg er sikker på at Maya evner at  kunne lugte og føle at Paul er syg.                              Kræftsyge og dødende i det hele taget har en særlig lugt og hundens lugtesans er langt bedre end menneskets.                                                                                                    Efter et par timer var vi på vej hjem ad, men først fik Paul og jeg lidt alene tid.                  “- Det sker snart Helle, sagde han  med vished i stemmen, om højst en uge  .                   Maya og jeg kommer igen i morgen.

I er alle sådan nogle fantastiske trofaste læsere                                                            Jeg elsker alle jeres omsorgsfulde hilsner, hjerter og blomster.                                          At jeg ved at i er der og føler med os, giver mig en form for                                              tryghed, at vide jeg ikke er alene selv om det allerede føles                                            så tomt .

Min datter Helena ringede i går for at spørge om jeg ville med ud og besøge Paul i dag.  Havde ellers en aftale hos min behandler Anette på Ballerup Psykiatrisk men prioriterede Paul.                                                                                                        Bagefter kunne jeg godt se at det ville have været en god ide om jeg var kommet afsted alligevel.                                                                                                                              På vejen dertil var jeg lige inde i Pauls lejlighed for at hente lidt tøj til ham som han savnede.                                                                                                                            Søster var allerede hos Paul da vi ankom så vi blev mange.                                              Det var åbenbart ikke gået godt med at give Paul ekstra medicin i går aftes, for da han vågnede  lå de spredt i hans seng.                                                                                      Jeg fik snakket med en af pigerne som passede ham, hun gav beskeden videre om at de skal være tilstede når han får sin medicin og se at han indtager dem.                          Børnene og jeg blev ikke så længe for søster ville gerne have noget alene tid sammen med Paul.                                                                                                                            I morgen kommer jeg igen og har Maya med,  søstrene Pernille og Else henter mig her hjemme.

Mange kærlige hilsner med ønsket om at i har en dejlig aften derude <3 Helle

Snart er Paul her ikke mere.                                                                                                En læge kom ind for at se til ham og meget hurtigt lagde hun og Paul en plan for hvordan han kan få hjælp til at sove ind hurtigere.                                                              Det er Pauls eneste ønske nu.                                                                                            Paul  har så mange smerter, sover ikke,  har ingen appetit.                                            kroppens funktioner står af.                                                                                                Præparater som Oxycodon som er et morfin lignende middel og Metadon  hjælper ikke på hans smerter.                                                                                                            Fra i aften vil han få ekstra sovemedicin og i morgen eftermiddag vil Paul få øget dosis af smertestillende og sovemedicin så dagene bliver kortere og han til sidst sover ind.    Samtalen kom som et chok for mig, så  jeg brød sammen.                                               Lægen forklarede at det vil ske snart  så Paul og jeg skulle bruge tiden på at få talt sammen.                                                                                                                              Hvem passer på dig spurgte hun mig.                                                                                “- Det er der ingen der gør sagde Paul.                                                                          Paul fortalte lægen at han var bekymret for hvordan det skulle gå mig når han ikke er mere, men hun beroligede ham med at de nok skulle tage sig af mig.

Pernille havde hentet mig hjemme så vi sammen kunne køre i Pauls lejlighed for at hente  kasser med bleer og Stomi poser.                                                                            Vi havde ellers haft det hyggeligt lige fra vi ankom på hospice.                                        Jeg havde hjemmebagt kage og rosinboller med og købte cafelatte til os fra automat.      Pernille er en meget omsorgsfuld og hjertevarm kvinde så det betød meget for mig at hun var der.                                                                                                                          Pernille gav os alene tid.

Jeg har været hjemme i dag, ordnet haven for ved at det er god terapi.                            Paul og jeg har grædt sammen, han vil jo så gerne have lov til at dø.                                I dag har har smerterne bredt sig ned til stumpen, der har han ikke haft ondt før.              Pernille og jeg tager ud til ham  sammen i morgen, men først skal vi forbi lejligheden og hente nogle ting som han mangler.                                                                                    Lige nu har jeg ikke flere ord så vil slutte for i aften.

Kærligst Helle