To bedemænd, en rustvogn og Pauls kiste stod klar ved Hospice, ventende på os.  Den ene af bedemændene var Carsten, som hurtigt huskede mig fra bakketuren sammen med Paul.

Det hjalp utrolig meget for mig at min datter Helena og  Nikolaj  var hos mig, da jeg skulle tage afsked med Paul.                                                                                  Pauls  mund havde åbnet sig, så han var ikke så pæn som i går.                                Men jeg kyssede ham på panden og hviskede ” Vi ses.   

Sygeplejersken som  passede Pauls værelse  i dag, tog sig godt af os.                    Der var blevet tændt et lys for Paul nede i en af stuerne, en tradition som  blev brugt på hospice til ære for den døde.                                                                            Helena og jeg pustede lyset ud sammen. 

Vi blev budt på kaffe som vi nød i solen på en stor terrasse og  jeg blev kontaktet af flere fra personalet med stor omsorg og interesse for både Poul og jeg.              Paul havde  imponeret og underholdt flere med hans lange forklaringer, skøre humor og milde væsen.                                                                                                    Så de kendte også meget til vores historie.                                                                    Fik også en invitation til pårørende aften, så jeg kommer igen.

Vi tog alle Pauls ejendele med os da vi kørte .                                                        Tøjet blev afleveret i en røde kors container i Herlev. 

Bedemanden ringede og fortalte mig at Paul er medlem af folkekirken og derfor også får Præst og kor til bisættelsen. 

Jeg er så taknemmelig og  glad for alle jeres mange mange omsorgsfulde kærlige hilsner og at kunne se hvor stor interesse her er omkring Pauls sygdom og død.    Stort varmt tak <3                                                                                                             

                                                        Kærlige hilsner Helle                          

De ringede til mig fra Hospice i morges klokken 04.01 og fortalte at Paul var sovet stille og fredfyldt ind klokken 03.50.                                                                                            Jeg havde haft en tarvelig nat med krampe  i det ene ben og mine tæerne, tidspunktet  passer med hvor Paul  har været tæt på døden.                                                                Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det var Paul som gjorde at jeg var vågen og ligesom var en del af hans smerter, indtil at han ville drage sit allersidste suk.            Ditte  kom og hentede mig,  derefter søster fra Ballerup.                                                Jeg ringede og gav de nærmeste besked om Pauls død.                                                  Frygtede at se ham, men det var så fint og fredfyldt,  jeg var overrasket  over at min reaktion  slet ikke var så voldsom.

Søster og jeg fik ryddet Pauls værelse for hans ejendele alt imens han lå kold i sengen.  Jeg er sikker på at han kunne høre os snakke.                                                                Det føltes forkert for mig.

Jeg fik ringet til Bedemanden  Carsten som Paul og jeg havde mødt på Bakken for et halvt års tid siden, jeg fandt hans visitkort.                                                                        Det var godt nok ikke ham selv som mødte op på Hospice, men Niels som er hans kollega .

Vi  fik snakket og planlagt meget omkring bisættelsen, Niels klarer næsten alt for os.      Sygeplejersken fortalte mig at Paul havde ytret ønske om at få den billigste kiste, så det får han, men den er nu ganske fin alligevel.                                                                        Bårebuketten skal være smukke mørkerøde roser og urnen som vi har valgt er også ganske fin.                                                                                                                          I morgen kommer bedemanden kl. 09.30 på Hospice, henter Paul og kører ham til Birkholm kirkegård hvor han skal være til Bisættelsen er overstået.                            Datoen får jeg i morgen.                                                                                                      Niels er en rigtig hyggelig og god ældre Bedemand, så vi vil helt sikkert komme godt igennem forløbet .

Det  hele føles bare så surrealistisk.

Ditte skrev til mig her til aften om jeg ville med hende ud og spise, mor takkede ja for det føltes godt ikke at være alene og vi  havde det så hyggeligt  sammen.

Tusinde gange tak for alle jeres smukke varme omsorgsfulde hilsner i dag, de varmer mit lille bløde hjerte ubeskriveligt meget.

Jeg ringede ud til Hospice  i formiddags for at spørge om hvordan Paul havde det og om det var okay at jeg kom på besøg.                                                                                Sygeplejersken som jeg talte med  sagde at Paul sov meget tungt og at det jo var hans ønske, så hun mente at det var bedst om jeg ventede til i morgen.

Helena, Nikolaj og børnene skulle på Bakken så dem fik jeg mulighed for at tilbringe en en dejlig dag sammen med.                                                                                                Men mine tanker var hos Paul.                                                                                            Pludselig opdagede jeg på telefonsvaren at der var blevet ringet fra Hospice.                  Det var sygeplejersken som passede Paul.                                                                        Han havde været vågen, men bare ligget og kikket, intet sagt.                                          Sygeplejersken mente at det var en god ide om jeg kom.

Det lykkedes mig trods alt at være en nærværende mor, mormor og svigermor, vi fik en skøn dag / Aften med alt hvad en god bakketur bør indeholde af  forlystelser, mad, drikke og is.

Helena tilbød at vi kunne køre til Paul på hjemvejen og det tog jeg naturligvis imod .

Sygeplejersken kom ind til os straks vi stod inde ved Paul.                                                Hun forklarede at der havde været en læge som havde  undersøgt Paul og  konkluderet at han har haft en blodprop i hjernen.                                                                                  Paul har pauser imellem vejrtrækningerne, spiser og drikker ikke mere, har skiftet ansigts farve og huden er blevet meget glat og gummiagtig. Paul har haft mange smerter så har både fået smertestillende og mere sovemedicin.                                        Min kære bedste ven, jeg vil så gerne se dine øjne bare en gang til.                  Sygeplejersken sagde at Paul havde fortalt  hende hvor meget jeg betød for ham og at jeg er hans Primus motor.                                                                                                    Det kommer til at give nogle problemer nu da Pauls lillebror er dukket op igen og vil være en del af hans liv, for det er ikke Pauls ønske.                                                         “- Det bliver som du ønsker min kære bedste ven.

Jeg vil pakke en taske til Mig og Maya, for de kan ringe til mig hvert øjeblik og så skal vi afsted.

Ditte hentede mig efter arbejde så vi sammen kunne besøge Paul.                                  Pauls bror var hos ham da vi kom.                                                                                      Det glæder mig at de trods alt nåede at finde hinanden efter rigtig mange år.                    Paul forsvinder meget hurtigt,  han var kun vågen ganske få minutter imens vi var der.    Forsøgte at frembringe ord, men de ligesom blev klemt inde.                                          Men hvad ville du sige Paul, jeg er sikker på at du ville fortælle mig noget .                  Måske, når jeg er hos dig igen i morgen.

Pernille og søster Else hentede mig og Maya kl.12.                                                          Da vi ankom var Paul ved at få personlig pleje, så vi satte os ud i en lille have og drak kaffe.                                                                                                                                    Paul havde det dårligere i dag, han var meget træt, alvorlig og havde mange smerter.  Jeg hjalp ham med at spise, dagens frokost var grill mad men Paul spiste kun ganske lidt.                                                                                                                                      Vi havde vores medbragte madpakker med.                                                              Pigerne i plejen havde måtte vække Paul, så han havde ikke nået at få morgenmad.      Maya og Paul  nød hinandens selskab som altid.                                                              Jeg er sikker på at Maya evner at  kunne lugte og føle at Paul er syg.                              Kræftsyge og dødende i det hele taget har en særlig lugt og hundens lugtesans er langt bedre end menneskets.                                                                                                    Efter et par timer var vi på vej hjem ad, men først fik Paul og jeg lidt alene tid.                  “- Det sker snart Helle, sagde han  med vished i stemmen, om højst en uge  .                   Maya og jeg kommer igen i morgen.

I er alle sådan nogle fantastiske trofaste læsere                                                            Jeg elsker alle jeres omsorgsfulde hilsner, hjerter og blomster.                                          At jeg ved at i er der og føler med os, giver mig en form for                                              tryghed, at vide jeg ikke er alene selv om det allerede føles                                            så tomt .