Jeg havde det sygeste mareridt i nat, et af dem som sidder fast i kroppen. Mine pigers far lå på en parkeringsplads og stirrede op i luften,alt imens han i vældig fart  blev ved med at smadre baghovedet ned i asfalten. Han skiftevis satte sig op og kastede sig baglæns. Blodet sprøjtede til alle sider og kraniet smadrede. Jeg sad og så det fra mit vindue et fremmed sted.

Drømmen har måske påvirket mig.

Min dag har været fyldt med triste tanker. Igår aftes var det meget slemt men holdt det for mig selv. Hulkede som et lille barn.

I formiddags var jeg på Lænken hos min behandler Sander. Han trykkede på knappen “tud lille Helle” og så væltede alle mine tanker ud.

Især julen uden nogen af børnebørnene.

Her hos mig plejer julen at fylde min stue og haven. I år er der ingen grund til det.

Jeg er blevet glad for Sander nu, føler mig tryg. Det er rart.

Er nu ved at bage kløbenboller, tænker at ta’ nogen med i morgen hvor jeg skal til et landsmøde i Odense sammen med fire andre Natteravne. Det bliver helt sikkert godt og så tænker jeg på noget andet.

kl. 00.58 i nat havde de ringet fra hospitalet og indtalt en besked om at operationen var gået godt.Jeg hørte det ikke, var langt væk af sovemedicin.Vågnede på et tidspunkt i løbet af morgenen og så at Paul havde sendt mig en besked. Han var kommet tilbage på stuen, drak kaffe og læste gårsdagens sms beskeder.

Utroligt så hurtigt Paul var i bedring. Jeg frygtede jo at han ikke ville overleve.

En viljestærk mand og han er klar til en ny livsstil ” Siger han….

Kan slet ikke forestille mig livet uden ham.

Han har det okay Ditte og jeg har besøgt ham, men ikke så længe. Paul ligger stadig i isolation. Jeg var ikke klar over at den bakterie han har smitter ved direkte kontakt. Det har ingen fortalt mig. Jeg vidste godt at han havde betændelse i spiserøret.

Det var dejligt at se Paul igen og hans smil. Alting skal nok blive godt.

Det er otte timer siden jeg forlod operationsstuen. Har netop nu igen haft ringet til afdelingen, hvor en sygeplejerske sagde at Paul stadig ligger på opvågningen i dyb søvn. Operationen har været  voldsom for ham, han er meget syg og svækket. Blodtrykket er ustabilt.

Min søster Sanne har været på hospitalet i fem timer i håb om at se ham, men måtte ta’ hjem igen uden. Jeg har så mange forestillinger inde i mit hoved om hvordan det skal gå.

Har siddet i min sofa lige siden jeg kom hjem, kun afbrudt af et varmt bad og noget spiseligt.

De lover at ringe når han er oppe på afdelingen og lige meget hvad tid på døgnet.

Tar’ min sovemedicin, så flyver tiden afsted.

• Oversigt

Havde så meget lyst til at løbe min vej da jeg sad i venteværelset hos min nye psykiater i eftermiddags.

Det føltes slet ikke rigtigt at sidde overfor ham, han ligesom prøvede at belære mig, altså fortælle mig hvad jeg i visse situationer i virkeligheden ønskede. Det var svært at se ham i øjnene. Forlod konsultationen med et stort ?. Hvad fik jeg ud af det…..

Jeg har løbende haft kontakt med Paul. Han har siddet i sengen og senere været på benene med roulator. Det gør skrækkeligt ondt når han støtte naturligvis, så det skal gøres på en hel special måde. Paul har ikke længere tanke for at lade sig udskrive. I morgen blir’ han overført til Herlev Hospital, igen.

Mickey og jeg sidder her i sofaen. Jeg har kun et’ tv nu så ingen sengehygge foreløbig . Den klods jeg har stående her er ikke bare til at flytte rundt med, for en lille en’ som jeg. Tak til Ove.